En overordnet gennemgang

Hvad er forskellen på slidgigt og leddegigt?

Slidgigt og leddegigt er to former for gigtsygdomme, der begge påvirker leddene – men har hver deres forskellige årsager, symptomer og behandlingsmuligheder.

I denne artikel gennemgår vi forskellene på de to sygdomme, deres symptomer samt mulig lindring og behandling.

Hvad er leddegigt?

Leddegigt, også kaldet reumatoid artritis, er en autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber leddenes væv. Det fører til en betændelsestilstand, der kan give hævelse, smerter og i nogle tilfælde varige skader på leddene.

Sygdommen rammer typisk flere led på én gang og er ofte symmetrisk. Det betyder, at de samme led på begge sider af kroppen kan være påvirkede.

Hvad er slidgigt?

Slidgigt, også kaldet artrose, er en såkaldt degenerativ lidelse, hvor brusken i leddene langsomt nedbrydes/slides væk. Når brusken forsvinder, gnider knoglerne i højere grad direkte mod hinanden, og det kan føre til smerter, stivhed og nedsat bevægelighed.

Slidgigt udvikler sig ofte over tid og er typisk forbundet med aldring, men det kan også skyldes overbelastning og/eller skader.

Forskellen på slidgigt og leddegigt

Leddegigt skyldes en autoimmun reaktion, mens slidgigt opstår som følge af slid og overbelastning af leddene. Den primære forskel på slidgigt og leddegigt er dermed årsagen til sygdommen.

Derudover rammer leddegigt i højere grad yngre mennesker end slidgigt og kan påvirke hele kroppen – mens slidgigt typisk ses hos ældre og ofte er lokaliseret til bestemte led.

Hvordan starter leddegigt/hvad er de første tegn?

De første tegn på leddegigt inkluderer ofte:

  • Hævelse og ømhed i leddene
  • Stivhed i kroppen om morgenen, der varer længere end 30 minutter
  • Træthed og generel følelse af utilpashed

Symptomerne udvikler sig ofte gradvist, men kan også opstå pludseligt.

Hvad hjælper mod leddegigt?

Traditionel behandling af leddegigt fokuserer overordnet på at lindre symptomer og forhindre yderligere skader. Almindelige tilgange inkluderer:

  • Fysioterapi og træningsøvelser med henblik på styrkelse af leddene
  • Livsstilsændringer som f.eks. vægttab, sund kost og bedre søvn
  • Medicin mod betændelse og smerter
  • I nogle tilfælde kan en operation være nødvendig/gavnlig

Vi anbefaler altid, at du kontakter din læge, hvis du mistænker leddegigt.

Hvorfor får man leddegigt?

Der er endnu ikke opnået fuld konsensus/forståelse om årsagen til leddegigt. Der er dog relativt bred enighed om, at det ofte skyldes en kombination af genetik og uhensigtsmæssig livsstil.

Derudover kan infektioner, hormonelle ændringer og særligt rygning også spille en stor rolle.

Er leddegigt arveligt, og er det en kronisk sygdom?

Leddegigt kan have en arvelig komponent, men det er ikke den eneste faktor.

Leddegigt betragtes som en kronisk sygdom, da den ofte varer resten af livet, efter den er påvist, selvom symptomerne kan variere i intensitet.

Kan man se leddegigt på røntgen?

Leddegigt kan ofte påvises med røntgenbilleder, hvor man kan se skader på led og knogler, herunder om brusken er blevet tyndere.

Dog kan diagnostik af tidlige stadier af sygdommen kræve andre metoder som f.eks. ultralyd eller MR-scanning.

Hvordan starter slidgigt/hvad er de første tegn?

De første tegn på slidgigt inkluderer typisk:

  • Smerter og stivhed i leddene, især efter hvile
  • Knasen eller knirkelyde ved bevægelse
  • Nedsat bevægelighed

Symptomerne udvikler sig ofte langsomt over tid.

Hvad hjælper mod slidgigt?

Traditionel behandling af slidgigt er primært fokuseret på at reducere smerter og forbedre bevægeligheden. Almindelige tiltag inkluderer:

  • Smertestillende medicin (vi sælger f.eks. midlet Revadol, der i nogle studier har vist en lindring af ledsmerter)
  • Fysioterapi og styrketræning
  • Eventuelt vægttab for at reducere belastningen på leddene
  • Støtteudstyr som bandager og skinner
  • I nogle tilfælde større operation mhp. udskiftning af led

Hvorfor får man slidgigt?

Slidgigt skyldes typisk slid på- og ældning af leddene, herunder uhensigtsmæssig belastning gennem en længere periode.

Det kan dog også opstå efter skader, overvægt eller genetiske faktorer, der alle kan øge risikoen.

Er slidgigt arveligt, og er det en kronisk sygdom?

Der kan være en arvelig disposition for slidgigt – men sygdommen udvikler sig ofte som følge af livsstil og alder.

Slidgigt betragtes som en kronisk sygdom, men symptomerne kan variere i sværhedsgrad.

Kan man se slidgigt på røntgen?

Ja, slidgigt kan som regel ses på røntgenbilleder, hvor man kan observere knogleforandringer og tab af brusk. Slidgigt kan også ses med UL- og MR-scanning.

Konklusion

Slidgigt og leddegigt er to forskellige gigtsygdomme med forskellige årsager og symptomer. Mens leddegigt skyldes en autoimmun reaktion, er slidgigt primært forbundet med slid og aldring.

Begge sygdomme kræver ofte en kombination af medicinsk behandling, livsstilsændringer og i nogle tilfælde kirurgi for at forbedre livskvaliteten. Hvis du oplever symptomer på gigt, er det vigtigt at kontakte en læge for en korrekt diagnose og behandlingsplan.