Humle 

Hvis du besøgte et kloster i middelalderen, ville du med sikkerhed finde en lille humlehave. For der blev brygget en del øl i gamle dage. Men hvis du tror, atnonnerne og munkene var berusede hele tiden, bliver du slemt skuffet.Historien er desværre en smule mere sober, for øllet havde en ret lav alkoholprocent. Desuden var den vigtigste årsag bag den aktive ølbrygning, at vandet var så usundt at drikke, og langt de fleste fik deres væske gennem øl – og her var humle en central ingrediens. Uden humlen i klosterhaverne, var der ingen velsmagende øl. Og uden øl var det svært at få den væske, man havde behov for i dagligdagen. Men der var også en anden grund til, at humle blev dyrket i klostrenes urtehaver: at bevare et godt helbred. 

I middelalderen var det normal praksis at passe syge på klostrene, men de fleste kure bestod af religiøse bønner og ritualer. Man brændte urter for at frigive deres særlige dufte, badede i rosenvand for at blive rask og udvalgte særlige planter fra klosterhaven, som man mente kunne gavne.  

Middelalderens viden om sygdom var domineret af lærde munke, som skrev værker om planter. Denne viden var bygget op omkring religion, og mange troede, at naturen rummede svaret på det meste. Det var her, Gud havde gemt sine gaver til mennesker, og for at finde de guddommelige kure skulle man blot – ifølge tidens tankegang – se på en plantes form og farve. Det sagde noget om, hvilken virkning den havde. Humle trak dog sjældent overskrifter i den middelalderlige urtekunst, måske fordi den primært blev brugt til ølbrygning.  

Når nutidens politikere taler om øl, er det som regel fordi, de gerne ser, vi drikker mindre af det. Men i 1473 var magthaverens tone en noget andet. Kong Christian I opfordrede til, at alle dyrkede humle i deres haver, så de kunne lave øl derhjemme – særligt bønderne. Årsagen var, at vandet fra de danske brønde var usundt at drikke, og øl var en af de få måder, man kunne få sin daglige væske på. Faktisk drak familier gerne flere liter øl om dagen, men det var ikke lige så stærkt, som det øl vi kender i dag. Humle hjalp med at tilføre øllet dets karakteristiske bitterhed og blev set som en vigtig ingrediens. Og når der ikke var øl, der skulle brygges, brugte man humle i sine madretter. 

Humlekopper ligner asparges, de er bare rundere og kortere.Humle kan spises på den gammeldags facon – som en kogt grøntsag – men du kan også bruge humle i supper, stir frys og meget mere. Problemet er bare, at det er svært at findefriske humlekopper i supermarkedet. Men i middelalderen var historien en anden. Dengang bugnede det med humle i folks urtehaver, og de kopper, der ikke skulle bruges til øllen, blev spist til dagens måltid. Desuden rygtes det, at humlens brug i køkkenet går så langt tilbage som til Romerriget, hvor den var en anerkendt grøntsag på linje med asparges. 

Selvom det er mange år siden, de bryggede øl i middelalderens klostre, bruges humle stadig i øl den dag i dag. Forskellen er, at vi ikke længere er afhængig af det som en del af vores daglige væske. Nu har vi rent drikkevand tilgængeligt fra hanerne - men til gengæld har vi fået os et nyt problem: Vi sover dårligt.  

Af den årsag bruges humle i stigende grad i kosttilskud. Det virker beroligende og fremmer en god søvn. Derfor oplever mange at blive døsige efter et par øl, og det er nok også grunden til, at folk har fået det indtryk, at øl kan hjælpe med at sove. Men det er ikke alkoholen, der gør dig søvnig, det er humlen. SÅ måske er det værd at prøve et kosttilskud med humle i stedet? 

• Bidrage til urinvejenes normale funktion 
• Hjælpe med at mindske følelsen af tunge ben 
• Forbedre nyrens udskillelse af væske 

De positive virkninger, man må fremhæve om en ingrediens, såsom hibiscus, bliver reguleret via EU-lovgivningen. Når en effekt er veldokumenteret, kan den anvendes om produkter, hvis de indeholder ingrediensen i betydelige mængder, og blive opført på en liste over godkendte anprisninger. En række ansøgninger om effekten af planter og plantedele er i øjeblikket opført på en venteliste og kan ligeledes bruges til at forklare forbrugere om den forventede effekt af produktet (ingrediensen).